Flotte afkast i årets første syv måneder

12. august 2026

circle

2026 har indtil videre været et positivt bekendtskab, når det handler om afkast. De finansielle markeder har budt på stærke afkast samtidig med, at de har formået at absorbere den geopolitiske uro.

Medlemmer af P+ kan glæde sig over, at 2026 foreløbig har budt på flotte afkast. Medlemmer med opsparing i P+ Livscyklus med mellem risiko havde ved udgangen af juli således opnået et afkast på 9,5 pct., mens medlemmer i P+ Bæredygtig med mellem risiko blev noteret for et afkast på 9,3 pct. år til dato.

”Afkastet efter årets første syv måneder er meget flot og ligger på et niveau, som vi normalt ville være tilfredse med for et helt kalenderår. Samtidig er et afkast på godt 9 pct. markant over de langsigtede forventningerne til vores årlige afkast, der for mellem risiko ligger tættere på 7 pct.,” siger investeringsdirektør Jasper Riis.

De flotte afkast betyder, at de to investeringsprofiler P+ Livscyklus og P+ Bæredygtig set over de seneste tre år begge har opnået en placering i top fem i den uafhængige branchesammenligning fra Nikolaj Holdt Mikkelsen, som sammenligner markedsrenteprodukter for medlemmer med 15 år til pension og mellem risiko.

Medlemmer med gennemsnitsrente og investeringsprofilen P+ Balance havde ved udgangen af juli et afkast på 6,8 pct. Vær i denne forbindelse opmærksom på, at man som medlem i P+ Balance får forrentet sin opsparing med en depotrente, der fastsættes årligt.

Flere aktier og markeder bidrager til afkastet

Baggrunden for de gode afkast skal i høj grad findes blandt de børsnoterede aktier. I modsætning til de seneste år, hvor udviklingen især har været drevet at de største tech-aktier – de såkaldte ’Magnificent 7’, der bl.a. tæller Alphabet, Meta og Nvidia – er der dog i år en tendens til, at langt flere virksomheder bidrager til det positive afkast.

”De største tech-aktier har i år udviklet sig mere forskelligt end tidligere, og har ikke nødvendigvis leveret massive afkast over en kam. Til gengæld kan vi se, at de mange globale underleverandører til tech-selskaberne er begyndt at levere flotte afkast, hvilket tyder på, at de markante afkast fra de største tech-selskaber og deres AI-satsninger nu understøttes af en bredere vifte af virksomheder,” siger Jasper Riis og fortsætter:

”Udviklingen understreger, at tech-industrien og AI får stadig større betydning for især den amerikanske økonomi. Samtidig får vi som investorer en større diversifikation i takt med, at flere virksomheder bidrage til afkastet, så i en investeringsoptik er det en positiv udvikling.”

Markedet absorberer fortsat geopolitisk uro

Som konsekvens af USA's konflikt med Iran tog afkastet et kortvarigt dyk i foråret. De finansielle markeder rettede sig dog hurtigt, hvilket generelt har være kendetegnende for markedsreaktioner på den geopolitiske uro igennem året.

”Markedet har haft en gennemgående evne til at absorbere årets forskellige geopolitiske overraskelser. Selvom der fx har været voldsomme meldingerne i konflikten mellem Iran og USA, er det tydeligt, at der trods alt er grænser for, hvor langt man er interesserede i at gå. Hverken Iran eller Trump vil fx være komfortable med en situation, hvor vi ender i global oliemangel, og begge parter er derfor tilbøjelige til at træde et skridt tilbage, før konflikten risikerer at få uoverskuelige konsekvenser. Den påholdenhed kan markederne godt lide, og som resultat er markedsudviklingen relativt balanceret,” siger Jasper Riis.  

Han påpeger samtidig, at man nok må forvente mere støj i forsyningskæderne i lang tid fremover – uden at det dog bør vækker bekymring på længere sigt.

”I disse år oplever vi periodisk flere og større markedsudsving, end vi måske har været vant til tidligere, men det er vigtigt at huske på, at selv store udsving udjævnes over en længere tidshorisont. Vi følger selvfølgelig bevægelserne i markederne tæt, men så længe vi ser et positivt vækstbillede og inflationen ikke stikker af, er vi optimister,” siger Jasper Riis.

Du kan læse mere om P+’s investeringsstrategi her.

Følg med i afkastet

Du kan følge med i afkastet for vores forskellige investeringsprofiler her på hjemmesiden, ligesom du kan følge med i dit personlige afkast eller din aktuelle depotrente samt udviklingen i din opsparing på Min pension.