Hold hovedet koldt trods finansiel uro

24. april 2025

circle

Skiftende toldudmeldinger fra USA og den tiltagende handelskonflikt har skabt finansiel uro og ført til stærkt svingende aktiemarkeder i både USA, Europa og Asien. P+ anbefaler, at man holder fast i sin risikoprofil. 

De globale aktiemarkeder har reageret på Trumps omskiftelige udmeldinger om toldsatser med røde tal. Markederne forventer, at der vil komme betydelige toldsatser, men niveauerne er endnu uklare, ligesom det også er uklart, hvornår toldsatserne vil blive effektueret samt hvilke produkter og lande, der vil blive ramt. Det har sat sig som en usikkerhed i markedet, og har ført til markante udsving den seneste måned.  

Trods den finansielle uro er det dog vigtigt, at man husker at holde hovedet koldt.  

”Pension er en langsigtet investering. Derfor vil man altid komme til at opleve perioder med både op- og nedture på de finansielle markeder. Set over en lang tidshorisont er afkastene dog helt entydigt gået opad. Og set over de seneste to år har et medlem med P+ Livscyklus, mellem risiko og 15 år til pension fået et samlet afkast på 32 pct. Derfor er vores klare anbefaling til medlemmerne, at man ikke skal lade sig påvirke af øjebliksbilleder, men derimod holde fast i sin langsigtede risikoprofil,” siger Jasper Riis, investeringsdirektør i P+. 

22. april lå år til dato-afkastet for medlemmer med P+ Livscyklus, mellem risiko og 15 år til pension på omkring minus 5 pct., primært drevet af tab på investeringer i børsnoterede aktier. 

Langt størstedelen holder fast

Hvis man ændrer sin risikoprofil og fx skruer ned for sin investeringsrisiko i en periode med fald på de finansielle markeder, risikerer man et gå glip af opturen, når markederne vender igen. Og det kan i sidste ende betyde, at man går glip af store afkast. Derfor glæder det Jasper Riis, at de fleste medlemmer af P+ ser ud til at følge anbefalingen om at holde hovedet koldt. 

”Vi kan se, at der ikke er flere, der ændrer deres investeringsprofil, end vi ser i en helt normal måned. Det er positivt, at langt størstedelen ser ud til at følge vores anbefaling om at holde fast i den beslutning, de tidligere har truffet på baggrund af vores investeringsguide,” siger Jasper Riis. 

P+ står fast på langsigtet strategi 

Jasper Riis vurderer, at det fortsat er for tidligt at sige, hvor markederne vil lande, og hvornår de vender igen. Usikkerheden vil være en stor drivkraft i markedet, så længe der mangler en afklaring af, hvad den amerikanske administration faktisk gennemfører på toldområdet, samt hvilken finanspolitik Trump ønsker at føre. P+ holder derfor fast i sin grundlæggende investeringsstrategi. 

”Selvom vi aktuelt foretager lidt flere mindre justeringer, end vi gør i stille perioder, holder vi grundlæggende fast i den langsigtede investeringsstrategi, som vi forventer vil levere et højt langsigtet afkast til medlemmerne – ligesom den har gjort i de forgangne år,” siger Jasper Riis. 

Ovenstående nyhed blev oprindeligt publiceret 7. april og er opdateret 23. april.

FAQ

Du er altid velkommen til at kontakte vores rådgivere, hvis du har spørgsmål til din pension. Se, hvordan du kontakter os, her