Det skal ikke være tabuiseret at blive ramt af stress, lyder budskabet fra Eluise Malling, som efter lidt over et halvt års sygemelding vendte tilbage i job, mange erfaringer rigere. Undervejs i forløbet fik hun god hjælp fra sin faste sundhedsfaglige vejleder i et +Forløb.

Eluise er 36 år og jurist. Med et speciale i databeskyttelse i bagagen satte hun i 2018 fuld fart på karrieren, da hun blev ansat i en styrelse med ansvar for bl.a. implementering af GDPR.

”Jeg asfalterede, mens jeg kørte. Startede som specialkonsulent, blev hurtigt chefkonsulent, og efter et par år teamchef for 11 personer. Det var en hurtig vej til toppen. Jeg blev også skilt i den periode. Jeg arbejdede hårdt, men var også rimelig hårdfør. Jeg vidste, at det er vigtigt at have balance i arbejdslivet. Og jeg kan huske at jeg tænkte: Gad vide, hvor meget man egentlig kan holde til, før det går galt,” fortæller Eluise Malling.

Som teamchef var hun fortsat ansvarlig for også selv at løse opgaver. Og syntes, at hun præsterede.

”Jeg følte mig hverken fysisk eller psykisk belastet, og næste skridt var et tilsvarende ansvarsområde eller en endnu større lederrolle,” forklarer Eluise.

Kunne ikke stoppe gråden

Ikke længe efter, at hun var startet i et nye job, skete der noget.

”Jeg begyndte at få det fysisk dårligt. Influenzaagtigt. Jeg sov dårligt, havde ondt i knoglerne, hjertebanken og koncentrationsbesvær. Noget kom snigende,” fortæller Eluise.

Under en akustisk koncert med Barbara Moleko, begyndte Eluise at græde, da kunstneren spillede en særlig sang. Og hun græd. Og græd.

”Og da det blev mandag morgen, græd jeg stadig. Og måtte ringe og sygemelde mig,” forklarer hun.

Eluise har en søster, som hun dengang var værge for. Det var en krævende opgave, som hun havde bedt om at blive fritaget for. Sagen blev ved med at trække ud, og hun følte sig ikke hørt.

Er rap over nallerne

”Jeg blev syg og meddelte min arbejdsplads, at det var af personlige årsager. Jeg havde skiftet mine arbejdsomgivelser ud, men jeg var ikke stoppet op for at se indad. Jeg kunne ikke mærke, at jeg havde behov for at stoppe op. Jeg følte, at jeg fik et rap over nallerne. Min krop sagde stop. Og det gjorde den så voldsomt fysisk, at jeg kom i udredning for sklerose. Jeg var fuldstændig energiforladt og blev scannet ad flere omgange. Jeg var simpelthen ikke til stede i min krop,” fortæller Eluise.

I februar 2024 blev hun sygemeldt. Hendes læge var hurtig til at advare mod en langtidssygemelding med besked om, at det var en farlig vej at gå, og hun prøvede uden held at arbejde i et par timer om dagen.

På grund af situationen med værgemålet blev Eluise også tilbudt at tale med en psykolog og ledte desperat efter en, der havde tid til hende.

Ingen lyttede

”Jeg følte mig som en samfundsnasser. Jeg skulle tilbage i arbejde og yde min del, men jeg kunne ikke varetage mit arbejde, før jeg fik styr på mit privatliv. Jeg havde en overbelastningsreaktion og var i udredning for sklerose. Systemet er utroligt svært at navigere i, og alle de mennesker, jeg mødte herigennem på min vej, havde en mening om, hvad jeg skulle gøre. Men det var ikke mine behov, der var fokus på,” fortæller Eluise.

En måneds tid efter sin sygemelding faldt hun over en historie i nyhedsbrevet fra P+. Den handlede om pensionskassens tilbud om et +Forløb til medlemmer, der bliver ramt af stress eller alvorlig sygdom. 

Et sted at få hjælp

”Det lød som noget for mig. Et sted, hvor jeg faktisk kunne få hjælp. Derfor kontaktede jeg P+ og blev ringet op af Merete fra +Forløb. Jeg kunne lynhurtigt mærke, at det her var en, som ville mine interesser. Det var ikke en arbejdsgiver, ikke en fra jobcentret, men en som sagde: Hvordan har du det? Hvad er din puls, hvor er du henne? Hun gav mig et sprog for at huske, at jeg også skulle være min egen ambassadør. Det havde ingen andre aktører taget højde for. Jeg var ved at drukne i hensyn, og hun var den eneste, der hørte mig. Hun tunede ind på, hvad det betød for mig at være i alt det her,” forklarer Eluise.

De to havde en fast aftale, som betød, at den faste sundhedsfaglige vejleder i +Forløb, Merete, stod til rådighed og ikke satte nogen grænse for, hvor ofte de kunne tale sammen. Og når Eluise snakkede om at starte på job igen, trak Merete lidt i den anden retning og bad hende overveje, om hun nu også var helt klar.

”Hun greb mig. Jeg kunne læsse af her. Og hun talte hurtigt ind i, hvad jeg skulle have fokus på. Hun hjalp mig med at scanne min krop og psyke og lyttede til de bekymringer, jeg havde. Hun hjalp mig med at fokusere og holde fast i, at jeg ville af med værgemålet og videre i udredningen. På mine præmisser. Meget af det var også lavpraktik, som at jeg skulle huske at trække vejret ordentligt,” fortæller hun.

Tilbage på job

Udredningen for sklerose viste ikke noget, værgemålet blev hun fritaget for, og på et tidspunkt kunne Eluise mærke, at hun var ved at få det bedre. Den arbejdsmæssige optrapning skete i dialog med både læge, arbejdsplads og jobcenter med vejlederen Merete fra +Forløb på sidelinjen. 

”Der blev planlagt en langsom optrapning. Jeg mente selv, at det ville være fint at starte med tre timers arbejde om dagen. Merete sagde, at det ville være for meget, og at jeg skulle starte med at etablere tilknytning til arbejdspladsen og læse mails,” fortæller hun.

Kompromisset blev to gange to timers arbejde om ugen de første par uger. Efter en måned var Eluise igen sygemeldt på fuld tid, og først efter knap et halvt år tog hun igen hul på at arbejde to gange to timer om ugen.

Sårbart at skille sig ud

”Og denne gang blev det meget på mine præmisser. Jeg havde talt meget med Merete fra +Forløb om, hvad jeg havde behov for, og langsomt valgte jeg at blive en time længere de dage, jeg arbejdede. Merete var forbeholden. Fra hendes side var der ikke noget pres, og hun var den stemme, der gjorde, at jeg kunne have mig selv med hele tiden. Man vil så gerne tilbage. Man vil så gerne på arbejde og møde ind med sin pc som alle de andre. Det er sårbart at skille sig ud, men hun hjalp mig med at hvile i det,” fortæller Eluise.

I september trappede Eluise op i tid, og siden 1. november har hun været tilbage på fuld tid.

”Jeg var én person, før jeg blev syg. Nu er jeg en anden. Jeg har haft det her helt tæt på, og det har sat sig som en læring i min krop. Jeg skal være opmærksom på, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det. De fleste, der oplever det her, bliver ramt af ærefrygt. Og af dødsangst. Og tænker, at alt er taget fra en. Det, der gjorde, at jeg kom 100 pct. tilbage var, at der var en, som 100 pct. havde mit parti. Jeg har også fået enorm støtte gennem mine personlige relationer, men de var jo bange. Merete sagde: Du skal hvile i, at det er ok. Du kommer igennem, og jeg er her hele vejen. Men du skal tage det alvorligt. Og det skulle jeg lære,” fortæller Eluise.

Faldt i et meget dybt hul

Det skal ikke være et tabu at have stress eller at være overbelastet, understreger hun. 

”Det skal ikke være tabuiseret, at vi kan fare vild. Jeg var virkelig bange, og jeg har samlet mange års erfaring sammen på kort tid. Men jeg ville ikke havde været det foruden. Jeg er blevet meget stærkere. Og meget mere bevidst om, hvordan jeg gerne vil leve resten af mit liv. Jeg gemmer mig ikke, for jeg faldt bare i et meget dybt hul. Og kan jeg komme op igen, kan andre også,” siger Eluise.