Stort engagement ved P+’s arrangementer på Folkemødet

19. juni 2026

circle

Med fortsat stor geopolitisk usikkerhed, en spritny dansk regering og et omfattende regeringsgrundlag som bagtæppe, var der rigeligt at debattere på årets folkemøde på Bornholm.

Og Folkemødet er og bliver helt specielt, fortæller Kåre Hahn Michelsen, adm. direktør i P+.

Man taler meget om, at demokratiet er under pres i de her dage, og hvor vigtig samtalen er. Og man bare konstatere, at Danmark er et fantastisk land, når man kan afholde et arrangement, hvor man kan mødes på den her måde – både folket og beslutningstagere i øjenhøjde. Det er virkelig fantastisk at se,” siger Kåre Hahn Michelsen.

P+ var i år vært for fem arrangementer, der blev afholdt i F&P’s telt på havnen i Allinge, hvor der var stor interesse for at blive klogere på nogle af de temaer, der optager vores medlemmer.

Skal pensionen redde Europas fremtid?

Den geopolitiske virkelighed er præget af både stigende konkurrence og rivalisering blandt stormagter, ligesom den grønne omstilling også kræver handling og investeringer. Hvor stiller alt det Europa?

Det spurgte Kåre Hahn Michelsen historiker og tidligere topdiplomat og chefredaktør Bo Lidegaard om i samtalen ”Førertrøje eller frilandsmuseum. Hvad er Europas fremtid?” torsdag eftermiddag.

Her lagde Bo Lidegaard ikke skjul på, at han mener, at en pensionskasse som P+ med sine investeringer bør spille en langt større rolle i at ruste Danmark og Europa til fremtiden.

Temaet var også udgangspunktet for den efterfølgende paneldebat med overskriften ”Skal din pension redde Europa”. Mens dele af panelet mente, at svaret er ”ja”, så blev der også argumenteret for, at ens pensionskasse vigtigste opgave naturligvis er at skabe medlemmer og kunder det bedst mulige afkast.

Skal pensionen redde Europas fremtid?
Kan man først skabe engagement om pension, når den nærmer sig?

Som medlemsejet pensionskasse er medlemsdemokratiet helt centralt for P+. Derfor blev der i en paneldebat med repræsentanter fra både P+, Djøf, IDA og SAGA samt valgforsker Kasper Møller Hansen debatteret, hvordan vi skaber et levende medlemsdemokrati for både unge og ældre.

Der var forskellige holdninger til, hvordan medlemsdemokratiet egentlig har det i Danmark, ligesom der også blev løftet sløret for mulige løsninger.

Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet fortalte blandt andet, at man ved hjælp af lodtrækning kan få medlemmer, der normalt ikke er så engagerede i en organisation, til at deltage, men at det for nogle også kan føles som tvang.

Helt overordnet var der i panelet enighed om, at der i fremtiden kan være behov for at skabe nye fora som for eksempel ungepaneler, da fx generalforsamlinger kan virke komplekse med en stejl læringskurve.

Et levende medlemsdemokrati for både unge og ældre
Hvordan knækker vi den stigende stresskurve?

Lørdag stod der stress på programmet til to events. Først havde medlemsdirektør i P+ Lene Mortensen besøg i F&P’s telt af Aske Koppel Stræde, der er neurodivergent og en af forfatterne til bogen “Weird Works”.

Her dykkede de ned i, hvordan man som kollega eller chef i højere grad kan støtte neurodivergente på arbejdsmarkedet, som undersøgelser peger på kan være ekstra stressende.

De talte også om, hvordan man kan få neurodivergentes kompetencer mere i spil, da de i høj grad er efterspurgte.

Efterfølgende skulle et panel bestående af arbejdsmarkedets parter diskutere, hvordan vi i praksis kan knække den stigende stresskurve.

Antallet af P+-medlemmer, der modtager invalidepension, er steget med 68 procent de seneste fem år, og stigningen er i høj grad drevet af stress, angst og depression.

Debatten bekræftede, at både erkendelsen og viljen er til stede. Det står også klart, at endnu mere dialog på tværs af arbejdsmarkedets parter er en del af løsningen, men at den ikke kan stå alene.

Har vi kun set toppen af stressbjerget?